EVALUERING OG KOMPLEKSITET - ÅRSKONFERENCE 2016

SLIDES FRA ÅRSKONFERENCE 2016

Torsdag d. 8. september 2016 - Læringsseminarer

Fredag d. 9. september 2016

Lørdag d. 10. september 2016

En af de store udfordringer, som evaluatorer står overfor, når de skal evaluere en indsats, en organisation eller en politik, er at finde metoder til at håndtere kompleksitet.

Download programmet for årskonferencen

Kompleksitet kan for evaluator opleves som uoverskuelighed og uforudsigelighed. Der er mange aktører og interesser på spil, og der er et utal af faktorer, som har betydning for det, som skal evalueres. Det er sjældent muligt at forudsige, hvordan evalueringsprocessen og resultaterne vil blive anvendt, når organisationsændringer, nye IT-løsninger og policyudvikling er ”det nye normale”. Stigende kompleksitet kendetegner også flere politikområder og den offentlige forvaltning. Der er sjældent enkle løsninger eller enighed om, hvad der virker bedst på de forskellige velfærdsområder.

Kompleksitet er en tilstand, som alle under tiden oplever effekterne af, men hvad er svarene på kompleksitet i evalueringsfeltet? Vil en reduktion af kompleksiteten føre til et for snævert fokus på genstandsfeltet for evalueringen og en risiko for, at evalueringsresultaterne ikke kan bruges i praksis? Vil en manglende reduktion af kompleksiteten føre til et for bredt fokus på genstandsfeltet for evalueringen til, at det er muligt at skabe evidens? Skal man som evaluator lukke øjnene for kompleksiteten, eller skal man i stedet lukke øjnene op? Hvad er de konkrete erfaringer med håndtering af kompleksitet blandt evaluatorer?

Årets konference ser på kompleksitet fra evaluators perspektiv og har fokus på de oplevede dilemmaer og løsninger, evaluatorer har fundet på håndtering af kompleksitet i deres evalueringer. Tilsvarende er der på konferencen mulighed for, at drøfte præmissen for konferencetemaet: hvordan skal kompleksitet forstås i en evalueringsoptik og er der i det hele taget tale om en stigende kompleksitet på evalueringsfeltet?  

Konferencen indeholder to spor:

  • Valg af design: modeller og metoder til håndtering af kompleksitet
  • Viden ud af det komplekse: formidling og anvendelse af viden

Valg af design: modeller og metoder til håndtering af kompleksitet

Der er grundlæggende to strategier til at håndtere kompleksitet indenfor evalueringsfeltet: man kan reducere den eller favne den. Kritikeren af den første strategi vil sige, at der er for mange faktorer, der ikke tages højde for, og at den viden, der kommer ud af evalueringen, er for afgrænset og derfor ikke brugbar til udvikling af praksis. Kritikeren af den anden strategi vil sige, at der bliver for meget støj, at metoderne giver for usikker viden eller måske slet ikke svarer på de vigtige spørgsmål. 

Hvilke modeller og metoder er bedst til at håndtere kompleksitet? Eller handler det i stedet om at bruge modellerne og metoderne på den rigtige måde?

Viden ud af det komplekse: formidling og anvendelse af viden

Når evaluator har valgt evalueringsmodel og metoder, har indsamlet og analyseret data, er næste skridt at formidle og anvende den opnåede viden. De fleste evaluatorer har oplevet, at det der kan formidles i et resume eller til en præsentation på en halv time, ikke altid yder kompleksiteten retfærdighed. Ikke desto mindre er det ofte det format, beslutningstagere og andre interessenter efterspørger, når de skal præsenteres for resultaterne af en evaluering. Nogle gange kan man, som evaluator, ligefrem opleve, at det vil være bedre ikke at formidle resultaterne indenfor den ramme, der er til rådighed, af frygt for, at de vil blive utilstrækkeligt forstået og dermed kan lede til forkerte beslutninger. Selvom formidlingen lykkes og interessenterne har forstået budskabet - på den rigtige og nuancererede måde - kan det efterfølgende være en udfordring at omsætte den opnåede viden til implementering af ny praksis i en kompleks organisatorisk virkelighed.

Hvilke strategier og virkemidler kan evaluator bruge for at få budskaberne igennem på en måde, som tager højde for kompleksiteten? Hvordan kan evaluator understøtte, at den viden som formidles bliver anvendt?  

Pris for tilmelding

Du kan som medlem af Dansk EvalueringsSelskab (DES) deltage i konferencen til reduceret pris. Medlemskabet kan både tegnes personligt eller som firma/institution. Prisen er 900 kr. pr. år for et personligt medlemskab og 4500 kr. pr. år for et firma-/institutionsmedlemskab (her kan du sende 5 medarbejdere på konferencen til reduceret pris). Du har mulighed for at tegne et medlemskab ved Dansk EvalueringsSelskab ved at udfylde og indsende tilmeldingsblanketten her. Prisen for deltagelse i konferencen inklusiv forplejning (og konferencemiddag) eksklusiv overnatning er: 

 

Medlemmer af DES

Ikke medlemmer af DES

Læringsseminar (torsdag)

1900

2300

Hovedkonferencen (fredag-lørdag)

3450

4100

Hele konferencen (torsdag-lørdag)

4700

5800

Det maksimale antal deltagere i de enkelte seminarer og sessioner er begrænset, og tilmeldinger registreres efter »først-til-mølle-princippet«. Vi beder dig være opmærksom på, at priserne også i år er uden overnatning, da du selv skal sørge for overnatning i forbindelse med konferencen. Pris for overnatning er: 942 kr. for enkeltværelse og 1242 kr. for dobbeltværelse. Koden *DES* angives ved booking på hotellet. Bookning af overnatning foregår ved at kontakte Comwell på enten +45 7634 1100 eller via hotel.kolding@comwell.dk

Dato: 8.-10. september 2016

Sted: Hotel Comwell i Kolding. 

Afmelding

Bemærk - ved afmelding gælder følgende:

Frem til og med 27. juli: gratis at afmelde

28. juli - 4. august: faktureres med 50% af konferencegebyret

5. august - 5. september: faktureres med 75% af konferencegebyret

6. september og frem: faktureres 100% af konferencegebyret 

 

Generalforsamling