Mikkel Møldrup-Lakjer er cand.mag. og master i evaluering. Han arbejder med evaluering af socialpolitiske initiativer og med udvikling af nye tilgange til måling og vurdering i Social- og Boligstyrelsen.
Sofie Bysted er uddannet sociolog fra Aalborg Universitet, hvor hun også har forsket inden for folkesundhedsvidenskab. I Social- og Boligstyrelsen arbejder hun især med evalueringer, der har til formål at bidrage til færdigudvikling af sociale indsatser.
Evalueringsrubrikker (evaluative rubrics) sætter evalueringens vurderende funktion i centrum. De kan være stærke værktøjer til at skabe transparens og ejerskab til vurderingerne i både formativ og summativ evaluering.
På velfærdsområderne anvendes evalueringsrubrikker til vurdering af borgernes udvikling, fagprofessionelles kompetenceudvikling, metode-fidelitet i indsatser, organisatorisk kapacitet og meget mere.
Mange kendte vurderingsmodeller på socialområdet bygger implicit på samme logikker, men har mangler eller svagheder, som kan udbedres vha. systematikken fra evalueringsrubrikker.
På sessionen vil vi diskutere spørgsmål som:
- Hvad er en evalueringsrubrik, og hvordan adskiller den sig fra andre værktøjer til vurderinger eller målinger?
- Hvilke forskellige typer af evalueringsrubrikker findes der, og hvad er deres respektive styrker og svagheder?
- Hvad kan vi lære af rubrikmetodologien, som kan give en stringens i modeller vi allerede kender og anvender?
- Hvilke roller kan hhv. evaluator og interessenter spille i udarbejdelse og anvendelse af en rubrik?
Sessionen vil bestå af teoretiske oplæg, gruppedrøftelser med udgangspunkt i en fælles case samt plenumdiskussion.
Deltagerudbytte:
- Viden om forskellen på en evalueringsrubrik og andre typer af måle- og vurderingsredskaber.
- Kendskab til de komponenter, som indgår i en evalueringsrubrik, og til de vigtigste typer af rubrikker.
- Refleksioner over styrker og svagheder ved evalueringsrubrikker som værktøj i evaluering.
Deltagerforudsætninger:
- Grundlæggende viden om evalueringsteori.
- Erfaring med praktisk evalueringsarbejde.
- Medbring laptop.