Parallelsession 7: Hvordan evaluerer man impact i komplekse partnerskabsprojekter på en meningsfuld måde? – Erfaringer fra Erhvervsfyrtårn Life Science, Mental sundhed og lighed i sundhed

Anne Holm Jørring, seniorkonsulent, Nordic Healthcare Group (NHG) og Marie-Louise Mølbak, partner, Nordic Healthcare Group (NHG).

Når store partnerskabsprojekter eller puljer skal evalueres, udarbejdes der ofte tværgående evalueringer, som skal afdække, hvilken samlet impact indsatserne har på en samfundsmæssig udfordring. 

Nordic Healthcare Group (NHG) udarbejder en tværgående impact-evaluering af det offentlige-private partnerskab Erhvervsfyrtårn Life Science, Mental Sundhed og Lighed i Sundhed. Formålet med Erhvervsfyrtårnet er at skabe innovative løsninger, der forbedrer mental sundhed og reducerer ulighed i sundhed gennem offentlige-private samarbejder. Evalueringen skal vurdere hvilken impact, der skabes på tværs af puljens i alt 29 projekter ift. at forbedre mental sundhed og lighed i sundhed via nytænkende løsninger og teknologisk innovation. Den tværgående evaluering rejser en række metodiske spørgsmål: 

  • Hvordan måler vi en samlet impact på mental sundhed på tværs af 29 forskellige puljeprojekter? 
  • Hvordan håndterer vi variationen i modenhed, målgrupper og starttidspunkter på tværs af projekterne i evalueringen? 
  • Hvordan skaber vi tværgående resultater, der er anvendelige for både de enkelte projekter og det samlede fyrtårn? 

Oplægget præsenterer centrale erfaringer fra evalueringen af Erhvervsfyrtårnets projekter, samt konkrete tilgange til at styrke impact-evaluering i lignende komplekse partnerskaber.

Deltagerudbytte:
Deltagerne vil opnå viden om impact evalueringen gennem praksisnære erfaringer, der både viser, hvordan man kan tilgå impact-evaluering i innovations- og partnerskabsprojekter, samt hvilke metodiske valg og dilemmaer man som evaluator skal navigere i, når man skal måle impact på tværs af mange projekter. Sessionen tilbyder deltagerne refleksion, konkrete redskaber og inspiration til, hvordan man kan arbejde med impact-evaluering af større partnerskaber og puljer. 

Konkret får deltagerne: 

  • Viden om impact-evaluering i partnerskabsprojekter. 
  • Inspiration til, hvordan man kan udarbejde et systematisk evalueringsdesign på tværs af 29 projekter, der sikrer, at data og viden kan bruges til at sammenholde resultater fra forskellige målgrupper og kontekster  
  • Indsigt i hvordan man skaber tværgående resultater, der er anvendelige for både de enkelte projekter og det samlede partnerskab? 

Erfaringsudveksling og inspiration til, hvordan man håndterer metodiske udfordringer i impact-evalueringer af store partnerskaber eller puljer 

Deltagerforudsætninger:
Ingen