Workshop 1: Impact cases i evaluering: Erfaringer, metoder og nye perspektiver

Stien Øien Dandanell Garn, specialkonsulent, ph.d. og Ole Henning Sørensen, chefkonsulent, ph.d., Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Det kan være svært at dokumentere et projekts eller programs samfundsmæssige aftryk med traditionelle evalueringsmetoder. Kausalitet er ofte kompleks, og resultater viser sig over tid og ofte gennem mange aktørers indsats. Derfor benyttes impact cases i stigende grad som en metode til at vise, hvordan en indsats har skabt værdi i praksis. 

Denne workshop stiller skarpt på netop brugen af impact cases – og hvordan man kan arbejde konkret og systematisk med dem i evaluering og strategisk læring. Vi tager udgangspunkt i vores erfaringer fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), hvor vi siden 2019 har udviklet og afprøvet impact cases i mange forskellige formater – fra rapporter og infografikker til videofortællinger. Vi inddrager også eksempler fra et strategisk partnerskab om impact, som vi for nylig har etableret med to canadiske forskningsinstitutioner. 

Deltagerne inviteres til at inddrage egne projekter og afprøve en konkret metode NFA har udviklet til at formulere og strukturere impact cases. Metoden tager udgangspunkt i forandringsteori og har fokus på at tydeliggøre underliggende antagelser. 

Vi lægger vægt på dialog, erfaringsudveksling og refleksion over de antagelser, der former arbejdet med impact – og hvordan disse kan være både drivende og begrænsende. 

Formålet er at skabe dialog, inspirere og give deltagerne redskaber til selv at arbejde med impact cases som en praksisnær metode til at skabe indsigt, dokumentere og formidle bestræbelserne på at skabe samfundsmæssig impact. 

Deltagerudbytte:
Deltagerne har fået nye erfaringer med at udarbejde impact cases samt indblik i andre deltageres overvejelser og erfaringer med dette.  

Deltagerforudsætninger:
Deltagerne behøver ikke være eksperter, men det er en fordel, hvis de har arbejdet med impact cases før – eller har gjort sig tanker om, hvordan sådanne cases kan udvikles og bruges.