Mads Aarup, Specialkonsulent; Cecilie Borch-Andersen, Autistisk samarbejdspartner og Jesper Lau Guldager, Autistisk samarbejdspartner. Alle fra Region Midtjylland, Specialområde Autisme.
En evaluering bliver bedre af at involvere den målgruppe, som den skal bidrage med indsigter om; Ikke kun som informanter, men som medevaluatorer eller rådgivere. Siden 2022 har dette mantra været en del af Specialområde Autismes strategi, hvilket har ført til nye og mere inddragende måder at samarbejde med autistiske mennesker på. Dette gælder både i forhold til kvalificering af kommende projekter og evalueringen af dem.
I dette oplæg præsenterer vi konkrete cases, der eksemplificerer, hvordan vi arbejder involverende med evaluering i praksis for forskellige målgrupper. Vi sætter fokus på, hvilken værdi denne tilgang skaber både for selve evalueringen og på et organisatorisk niveau, ligesom vi kommer med eksempler på de overvejelser og udfordringer, der kan opstå på vejen mod mere samskabende evalueringsprocesser. Vi vil også belyse dilemmaet omkring involvering af målgrupper, der ikke direkte kan deltage i evalueringer – eksempelvis borgere med udviklingshandicap og minimalt verbalt sprog.
Som en del af oplægget deltager to af vores autistiske samarbejdspartnere, der vil fortælle om deres erfaringer med at udarbejde en evaluering i samarbejde med en konsulent fra Specialområde Autisme. De autistiske samarbejdspartnere har ikke en formel uddannelse bag sig, men bruger aktivt deres eget levede liv og erfaringer med temaet for evalueringen i deresevalueringspraksis og i fortolkning af datamaterialet.
Under oplægget inviterer vi deltagerne til at reflektere over de temaer, vi berører, og bidrage til diskussionen af, hvordan involvering kan styrke evalueringens kvalitet og anvendelighed.
Deltagerudbytte:
Inspiration til konkrete metoder til involvering af (sårbare) målgrupper i gennemførsel af evalueringer. Det gælder alle dele af evalueringen fra idefase til fortolkning og formidling af data. Større bevidsthed om hvilken værdi det skaber og hvordan udfordringer kan håndteres.
Deltagerforudsætninger:
Ingen