Mini-konference om Principfokuseret evaluering

Tid: Tirsdag 16. november 2021

Sted: Odeon i Odense

Interessen var stor, da vi for to år siden afholdt en mini-konference med Michael Q. Patton om udvikling og evaluering af principper og principbaserede indsatser. Nu følger vi op med endnu en mini-konference om emnet, denne gang med fokus på dansk evalueringspraksis. Mini-konferencen afholdes den 16. november fra 10.00-15.00

På minikonferencen vil evaluatorer og metodeudviklere dele deres erfaringer og refleksioner over principfokuseret evalueringsarbejde: Hvordan kan man arbejde med beskrivelse og evaluering af principper i komplekse kontekster? Hvordan kan vi som evaluatorer bidrage til, at principperne ikke bliver for abstrakte til at gøre en forskel, men samtidig har den nødvendige fleksibilitet? Hvad kræver det, og er det umagen værd?
Vi lover ikke, at vi har svar på alle disse spørgsmål, men vi ser frem til oplæg og diskussioner som kan give os et billede af, hvornår og hvordan principfokuseret evaluering kan være den rette evalueringsmodel.

Tilmeld dig her.

Program

9.00-10.00

Ankomst og morgenmad

10.00-10.10

Velkomst og introduktion til dagen
Niels Peter Mortensen, chefanalytiker, VIVE – Formand for DES

10.10-10.25

Principfokuseret evaluering: en lovende evalueringsmodel? 
Mikkel  Møldrup-Lakjer, specialkonsulent, Socialstyrelsen samt Medlem af bestyrelsen for DE

10.25-11.10

Keynote #1: Principbaserede indsatser og evaluering af deres effekt
Anna Folke Larsen, senior evalueringsøkonom, Rockwoolfonden
Anna Fjeldsted, senior social innovatør og chefpsykolog, Rockwoolfonden

11.15-12.00

Keynote #2: Principfokuseret evaluering i praksis – udfordringer, tips og tricks
Martin Bæksgaard Jacobsen, chefanalytiker, Oxford Researc

12.00-13.00

Frokost

13.00-14.40

Parallelsessioner inkl. kaffepause i grupper ca. 13.45 – 14.00 – se nedenfor

14.40-14.45

Tilbage til salen

14.45-15.00

Principfokuseret evaluering i fremtiden – refleksioner over dagens indlæg

Niels Peter Mortensen, chefanalytiker, VIVE – Formand for DES
Rikke Steensig, specialkonsulent, Fagligt Center i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune -Næstformand for DES

Beskrivelser af sessioner

Parallelsession 1

Principfokuseret udviklingsevaluering: hvad er på spil?

Refleksioner og erfaringer fra praksis

Evalueringsfeltet har de senere år i stigende grad interesseret sig for kompleksitet – komplekse indsatser og komplekse organisatoriske settings. Med afsæt i en begrebsafklaring af kompleksitet, principbaseret indsats og udviklingsevaluering vil oplægget præsentere og drøfte tre praksiseksempler på disse begrebers relevans og værdi for faglige miljøer såvel som for evaluatorer. Eksemplerne er hentet fra sundhedsvæsenet og fra social indsats for udsatte børn og unge. Deltagerne vil blive inviteret til at drøfte faglige og evalueringsmæssige potentialer og udfordringer i lyset af egne erfaringer.

Morten Greve, chefkonsulent, DEFACTUM

Parallelsession 2

Det er godt for børn at gå i skole – Systematik for beskrivelse af en principbaseret indsats til børn med bekymrende skolefravær

Kom med i maskinrummet når Socialstyrelsen udvikler en principbaseret indsats målrettet børn og unge med bekymrende skolefravær.

Med udgangspunkt i Socialstyrelsens systematik for kerneelementer præsenterer Laura Marcela Hansen og Lise Skov Pedersen proces, overvejelser, dilemmaer og løsninger i udviklingen af en principbaseret indsats.

Deltagerne vil blive inviteret til at reflektere over og drøfte modelbeskrivelsen, som aktuelt afprøves og kvalificeres i tæt samarbejde med Herning, Hørsholm og Slagelse Kommune.

Laura Marcela Hansen, fuldmægtig, Socialstyrelsen
Lise Skov Pedersen, specialkonsulent, Socialstyrelsen

Parallelsession 3

Udvikling af principper for kriminalpræventive indsatser

Enheden for Kriminalpræventive Indsatser i Københavns Kommune udvikler principper for den kriminalpræventive praksis med inddragelse af både fagpersoner og borgere. Et praksisnært evalueringsarbejde drevet af enheden selv og uden eksterne forskere.

På sessionen vil afdelingsleder Katrine fortælle om erfaringerne med det principfokuserede evalueringsarbejde: Hvordan kan man gribe det an i en mindre enhed, som selv tilrettelægger og gennemfører processerne?

Katrine Due, afdelingsleder, Enheden for Kriminalpræventive Indsatser, Københavns Kommune
Lise Houmann, Enheden for Kriminalpræventive Indsatser, Københavns Kommune

Parallelsession 4

Hvordan udvikler vi virksomme og meningsfulde principper i samskabte processer?

De vinder i stigende grad indpas i praksis i kommuner, regioner og frivillige og private organisationer: De grundlæggende principper, der indkredser den effektive sociale indsats, og som inkluderer de funktioner, aktiviteter og handlinger, der vurderes nødvendige for at opnå de ønskede effekter for borgerne.

Men hvad er principper i borgernære sociale indsatser egentlig? Hvilke videns-elementer kan vi bygge principper op omkring? Hvordan udvikler vi principper i en proces, hvor vi sammenfletter viden fra forskning, praksis og borgerperspektivet? Hvordan kontekstualiseres disse principper fra teoretiske størrelser til praksisnære handlinger, så de er brugbare og meningsfulde i praksis? Hvilket råderum har praksisfeltet, når der arbejdes med principper i sociale indsatser? Hvordan evaluerer vi om de egentlig betyder noget?

Undervejs i sessionen vil Therese Marie Dyrby og Ian Kirkedal Nielsen forsøge at give svar på disse spørgsmål. De vil gøre det med afsæt i en række projekter, hvor de har høstet praksisnære og empiriske erfaringer i arbejdet med udvikling, operationalisering, implementering og evaluering af principper i sociale indsatser.

Ian Kirkegaard og Therese Dyrby, partnere, Realize

Parallelsession 5

Erfaringer med udvikling af principbaseret praksis og med principfokuseret evaluering

I denne session præsenterer Rambøll praktiske erfaringer med principfokuseret evalueringsarbejde. Sessionen vil tage et teoretisk udgangspunkt men have særligt fokus på konkrete greb til at arbejde principfokuseret. Derudover vil der lægges op til drøftelse af de udfordringer, der kan vise sig ved den principfokuserede tilgang.

Sessionen falder i to dele:

  • Udvikling af principbaseret praksis: Hvordan kan man arbejde med udvikling og beskrivelse af praksis ved hjælp af handlingsanvisende principper? Denne del vil tage udgangspunkt i konkrete erfaringer fra udviklingsprojekter. Vi vil bl.a. drøfte balancegangen mellem ønsket om at styre udmøntningen af principper i praksis og den frihed til udmøntning, som den principbaserede tilgang giver – og hvilke krav denne balancegang stiller til formuleringen af principper.
  • Evaluering af principper. Her vil der være fokus på erfaringer med konkrete tilgange og redskaber til principfokuseret evaluering. Vi vil drøfte fordele og ulemper ved denne evalueringstilgang, herunder de udfordringer, vi har mødt i praksis.

Sessionen vil bestå af to faglige oplæg samt fælles drøftelser med udgangspunkt i de faglige oplæg.

Anders Nørbæk, manager, Rambøll

PRAKTISK INFORMATION

Mini-konferencen afholdes den 16. november 2021 hos Odeon, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense.

Pris:

Medlemmer: 1.200 kr. plus moms

Ikke-medlemmer: 1.600 kr. plus moms

Meld dig ind i Dansk Evalueringsselskab her. Prisen er 900 kr. plus moms for et personligt medlemskab pr. år og 4.500 plus moms for et organisationsmedlemsskab pr. år, og foruden rabat på dette arrangement får du ligeledes rabat på den årlige konference samt adgang til erfagrupper, gå-hjemmøder og meget mere.