Malene Vinther Christensen, konsulent, DEFACTUM; Marianne Sigaard Balleby, specialkonsulent, DEFACTUM og Christina Thage Andersen, konsulent, aut. ergoterapeut og VISO-specialist, Konsulentenheden Autismefokus.
Sommetider er vores standardkatalog af spørgeskemaer, interview og mødeformater ikke tilstrækkeligt. Hvad gør vi for eksempel, når vi vil involvere mindre børn, mennesker med udviklingshandicap, autisme eller svær psykisk sygdom i udviklings- og evalueringsprojekter, og vi må tænke kreativt for at designe processer, der favner bredt?
I denne session udfordrer vi idéen om, at der er grupper, som ikke kan inddrages i udviklings- og evalueringsprojekter. Vi vil kort dele vores ærlige erfaringer fra tre vidt forskellige projekter på socialområde, som et oplæg til erfaringsudveksling og idégenerering deltagerne imellem: Hvad har vi gjort, når standardløsninger ikke slog til? Hvilke etiske og praktiske dilemmaer har vi stået i – og hvad lærte vi? Målet er at få flere metodiske værktøjer i værktøjskassen og at inspirere og kvalificere vores arbejde med inkluderende udvikling og evaluering, sammen. Projekterne er:
- Udvikling og evaluering af en ny social indsats for børn ned til 3 år med tilknytning til Aarhus Universitetshospital
- Bedre Liv i Botilbud, hvor beboere, ledere og medarbejdere på fem socialpsykiatriske botilbud sammen indgår i lokale udviklingsforløb
- Sansefokuseret ernæring på Else Hus, som afprøver og undersøger virkningen af ny kost for non-verbale voksne med udviklingshandicap og autisme
Deltagerudbytte:
Deltagerne kan forvente at få inspiration (og måske mod?) til at anvende nye inkluderende evalueringsmetoder og -tilgange.
Deltagerforudsætninger:
Der kræves ingen særlige forudsætninger for at deltage i dialogen, blot en nysgerrighed på problemstillingen og en villighed til at byde ind med egne idéer og/eller erfaringer.